I Melby sås frøene til fremtidens landbrug

• About
• Latest Posts

Ida Falbe Hansen

Skribent, KLIMANYT
ida.hansen@klimanyt.dk

Latest posts by Ida Falbe Hansen (see all)

• Professor i bygningskultur:Vi skal væk fra brug og smid-væk kulturen - 23. juni 2020
• Coronakrisen sætter stramme rammer for klimafolkemøde - 1. juni 2020
• Afrikanske bønder får dansk hjælp i klimakrisen - 17. maj 2020

På en andelsgård i Melby omlægges gamle kartoffelmarker til grøntsagsmarker og frugtlunde af andelsforeningens medlemmer. De håber på at landbruget kan blive et nyttigt værktøj i klimakampen.

BÆREDYGTIGHED: Nanna Thomsen og Christopher Lieblein Lundgren kommer gående ind fra marken. Bag dem titter mælkebøtter frem i mellem de spinkle træer, der netop er blevet plantet ud i lunden på Lerbjerggård. Den lille gård i Melby er foreningen Andelsgaardes første erhvervelse, og i sommers flyttede parret til landsbyen som forvaltere af Lerbjerggård.

‘’De mælkebøtter kunne man da ellers godt have brugt til noget’’, udbryder Nanna og nikker hen i mod den motoriserede græsslåmaskine, der om lidt skal tage turen mellem de spæde træer. Men græsset skal slås, og som nystartet grøntsags-landmand,, må man prioritere sin tid og sine kræfter.

‘’Vi har ellers planer om at købe to små grise’’, fortæller Christopher. ‘’De skal fungere som levende græsslåmaskine, men vi tænker nu mest af alt at købe dem fordi, de er helt vildt søde’’ siger han og griner.

Omlægning til bæredygtigt landbrug

Helt traditionelt er det ikke at bruge levende dyr til at holde græs og ukrudt nede i det danske landbrug. Men Nanna og Christopher, der begge er uddannede som økologiske landmænd fra Kalø Økologisk Landbrugsskole på Djursland, har andre planer end traditionelt landbrug for Lerbjerggårds omtrent fem hektar.

Derfor faldt Nanna og Christopher også for Andelsgaardes visioner om i fællesskab at opkøbe landbrugsjord for at omlægge den til bæredygtigt landbrug. Foreningen blev oprettet i foråret 2018 og har i dag 1400 medlemmer. For 150 kroner om måneden bidrager hvert medlem til, at Andelsgaarde i fremtiden kan opkøbe mere landbrugsjord, og samtidig giver medlemskabet også medlemmerne mulighed for at komme ud og deltage i arbejdsdage og projekter på gården. På den måde er Lerbjerggård også et sted, der drives af et større fællesskab.

“Som landmand kan jeg gøre en forskel”

Togturen til Lerbjerggård byder ellers på masser af eksempler på traditionelle danske landbrug. Den ene gule rapsmark efter den anden glider forbi vinduerne på strækningen fra Hillerød til Melby. Men selvom synet af de danske forårsmarker kan vække nok så mange nationalromantiske følelser, har Nanna og Christopher taget andre teknikker i brug i deres forvaltning af jorden. 

‘’Vi har delt vores grøntsagsmark op i otte dele’’, forklarer Nanna.
‘’På hver del dyrker vi en bestemt slags plantefamilie’’, hun peger hen på den indhegnede del af marken, der i år skal være hjem for løgfamilien. De første grønne toppe er begyndt at stikke op af jorden, og i takt med at Nanna og Christopher forklarer og fortæller, bliver marken foran de gamle bygninger på Lerbjerggård til andet og mere end de sædvanlige nuancer af brun og grøn.

Fennikel, forårsløg og gulerødder har hver deres plads, og hvert år roterer plantefamilierne, så de aldrig står det samme sted to år i træk. Det skal være med til at skåne jorden og opbygge en humusrig jord fuld af næring, der er modstandsdygtig over for ekstreme vejrforhold.

En af visionerne for Andelsgaarde er nemlig også, at den jord der bliver opkøbt, skal dyrkes på en måde, der kan bidrage til en højere biodiversitet og til at lagre CO2 i jorden. Det gør Nanna og Christopher blandt andet ved at plante efterafgrøder og træer og ved at lade en del af deres jord stå uberørt hen. Netop idéen om at landbruget kan være et våben i klimakampen var også en grundene til, at Nanna og Christopher i sin tid gik ind i landbrugsfaget.  

En af visionerne for Andelsgaarde er nemlig også, at den jord der bliver opkøbt, skal dyrkes på en måde, der kan bidrage til en højere biodiversitet og til at lagre CO2 i jorden. Det gør Nanna og Christopher blandt andet ved at plante efterafgrøder og træer og ved at lade en del af deres jord stå uberørt hen

‘’Jeg startede på Kalø, fordi jeg tror på, at jeg som landmand rent faktisk kan gøre en forskel,’’ forklarer Christopher. Han sidder på en stol i parrets nye polytunnel, hvor tre rækker tomater står og nyder den fugtige, varme atmosfære.

‘’Der er så stort potentiale i landbruget. Vi ønsker jo at dyrke mad til mennesker og ikke dyr.’’ forklarer han. Udover det håber Christopher på, at Lerbjerggård kan være med til at vise, hvad et landbrug også kan indebære.

‘’Når en landmand flytter til byen vrænger folk ofte på næsen. De forbinder landbrug med lugten af gylle og kæmpe svineproduktioner, men vi har fået rigtig god respons fra beboerne i Melby. De er utroligt interesseret, i hvad vi går og laver, og på den måde kan vi kan være med til at vise folk i området hvad et landbrug også kan være.’’ forklarer han.        

Et landbrug i fællesskab

For Nanna og Christopher har den andelstanke, der danner grundlag for foreningen, også haft en stor betydning for, at deres visioner for gården langsomt er ved at blive til virkelighed. Med medlemmernes hjælp er der både blevet bygget insektvolde og luget ukrudt ved håndkraft, og både Nanna og Christopher har været overvældet over medlemmernes positive tilgang til arbejdet.

‘’De kommer herud med et kæmpe engagement, og når de har plantet planterne udbryder de, at de glæder sig til at købe og spise de grøntsager, der kommer ud af det.’’ fortæller Nanna, der er glad for at have så mange mennesker, der deler hendes begejstring for synet af de første små spinatblade.

‘’Det, at folk kommer herud, giver dem også en forståelse for, hvor deres mad kommer fra. Man forstår lige pludselig hvor meget arbejde, der rent faktisk ligger bag posen med løg til 10 kroner nede i Netto,’’ pointerer hun og påpeger, at der også ligger et kommunikationsarbejde og venter, hvis der skal skabes ændringer i det danske landbrug.

Selv har hun oplevet en følelse af frihed i rykket fra den pulserende hovedstad til livet ude på landet.

‘’Selvfølgelig kan vi ikke drøne til Gran Canaria i tide og utide, men vi er frie til at træffe beslutninger, som vi kan stå inde for. På en måde føles det også lidt som en frigørelse fra et system, som vi ikke nødvendigvis har lyst til at være en del af.’’ forklarer hun.

‘’Vores vigtigste ansvar er vores ansvar over for jorden, og det er jo på en måde et meget simpelt liv’’, påpeger hun.

Aftenens sidste tog triller ind på Melby station. På vej tilbage til storbyen farer det forbi de ensfarvede marker, der nu står i endnu større kontrast til den diversitet af træer, insekter og grøntsagsfamilier, som lige nu er ved at blomstre op på Lerbjerggård.