Foto: PR

Hvordan skaber vi bæredygtige fødevarer?

Af Alexandra O’Sullivan Freltoft
Projektleder, Tænketanken Frej

DEBAT: Supermarkeder vælger hvilke varer, der stå på deres hylder og hermed hvilken mad, du putter i din kurv. Alle valg indebærer fravalg, og når det gælder fødevarer, er der altid et bæredygtighedsdilemma.

Skal der vægtes dyrevelfærd eller klima i de fødevarer, der lægges i køledisken? Rema 1000 har i bæredygtighedens tegn valgt at være åben og få inputs til deres bæredygtighedsdilemmaer af ungdommen. Derfor er de blevet partnere for bæredygtig handling i Frej.

Alle virksomheder er i disse år ude på en rejse mod en mere bæredygtig måde at drive forretning på. Her er fødevaresektoren særlig vigtig, da den står for en fjerdedel af verden udledning af drivhusgasser og dækker et større areal end alt skov i verden.

Der er behov for bæredygtighedshandlinger indenfor mad, og det medfører dilemmaer. Skal der satses på at sælge krumme agurker og uens tomater, for at komme madspild til livs, eller skal er det bedre at lægge kræfterne inden for økologi, lokale produkter eller fair arbejdsforhold i hele værdikæden?

“Skal der satses på at sælge krumme agurker og uens tomater, for at komme madspild til livs, eller skal er det bedre at lægge kræfterne inden for økologi, lokale produkter eller fair arbejdsforhold i hele værdikæden?

Der vil altid være et valg og et fravalg. De varer, vi alle sammen putter i indkøbskurven, er defineret af de produkter, som supermarkederne har valgt at fylde hylderne og kølediskene med. Men hvordan træffer man som virksomhed det mest bæredygtige valg for ens kunder? Hvad har størst effekt? Hvordan skal hensynet til klima vægte i forhold til dyrevelfærd? Hvordan kommer forbrugerne til at tage imod de nye tiltag?

Rema 1000 har taget det modige skridt at åbne op for nogle af de dilemmaer som ny partner for bæredygtig handling i Tænketanken Frej. Frejs mission er at skabe et stadig mere bæredygtigt Fødevaredanmark, ved blandt andet at facilitere de svære snakke imellem virksomheder og generation-bæredygtighed.

Selvom Rema 1000 har arbejdet med bæredygtighed igennem en årrække, er der stadig mange dilemmaer, der skal overvejes, og valg der skal træffes for hele tiden at rykke virksomheden i en mere bæredygtig retning.

Kun ved at åbne op omkring de svære beslutninger, kan vi alle sammen blive klogere. Derfor består en del af samarbejdet mellem Frej og Rema 1000 i, at Rema 1000 deler nogle af de svære dilemmaer, de står midt i med Frejs 70 frivillige. De unge frivillige i Frej deler til gengæld deres vinkler og input til, hvordan Rema 1000 kan rykke sig endnu længere på bæredygtighedsdagsordnen.

Jo bedre vi bliver til at bruge hinanden og få nuancerne i de forskellige valg frem i lyset, jo bedre beslutninger kan vi træffe.

“De unge frivillige i Frej deler til gengæld deres vinkler og input til, hvordan Rema 1000 kan rykke sig endnu længere på bæredygtighedsdagsordnen”

Vi tror på, partnerskaber kan gøre alle parter klogere, og håber samarbejdet mellem Rema 1000 og Frej kan inspirere andre til at gå sammen og dele deres dilemmaer med hinanden.

Alle virksomheder kan have brug for et ambitiøst, grønt bæredygtigheds-panel. Men det er ikke alle, der tør skabe den åbenhed om egne bæredygtighedsdilemmaer, som det kræver at løse dem.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos KLIMANYT skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til redaktion@klimanyt.dk