Af Nadia Gullestrup
FN-ungedelegat for miljø- og klima
KLIMA & DEMOKRATI: Jeg trækker vejret dybt og kigger på min tårnhøje veninde i en blå t-shirt, hvorpå der med fede bogstaver står ’Rufus Gifford’. I den ene hånd har jeg en bunke flyers fra demokraterne, mens den anden hånd er knyttet og klar til at banke på den næste dør.
Sammen med nogle venner var jeg endnu engang taget til USA for at føre valgkamp for demokraterne. Klimakampen er for mig den vigtigste politiske dagsorden og er også grunden til, at jeg tidligere er taget til USA for at føre valgkamp. Det kan nemlig være utrolig frustrerende at gå derhjemme, drikke sin havredrik, cykle til universitetet og lære om klima- og miljøproblemer, når man så gang på gang kan læse i avisen, at store lande svigter deres ansvar for at finde klimaløsninger.
Den frustrerende følelse er der nok mange, der kender. Men hvad kan man som individ overhovedet gøre? For mig gav det mening at tage til USA og føre valgkamp for grønne kandidater. Først Bernie Sanders, så Rufus Gifford, der stillede op til kongressen. Fordi jeg tror på, at demokrati og samtale er vejen til at løse klimakrisen.
At løse klimakrisen kommer nemlig til at kræve afsavn. Vi skal ændre vores vaner og investere penge i grønne initiativer. De penge skal komme et sted fra, og skal det blive en succes, bliver vi nødt til som samfund at have en åben og ærlig demokratisk debat omkring det.
Værdien af demokratisk debat er jeg selvfølgelig ikke den første til at påskynde. I 1945 udgav teologen Hal Koch ’Hvad er demokrati’. Her skriver han:
“Dette er demokrati. Det er samtalen (dialogen) og dens gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. Hvor dette glipper, vil man uvægerligt falde tilbage til magtkampen. Således forstået er demokratiet noget langt mere omfattende end en bestemt samfundsmæssig styreform”.
Godt nok skrev Hal Koch dette i en hel anden tid og i forbindelse med en helt anden krise. Alligevel tror jeg vi gør klogt i at huske på det, når det kommer til klimadebatten. Ellers ender vi med at polarisere os i forskellige lejre, som man ser hos republikanerne og demokraterne i USA.
“At løse klimakrisen kommer nemlig til at kræve afsavn. Vi skal ændre vores vaner og investere penge i grønne initiativer. De penge skal komme et sted fra, og skal det blive en succes, bliver vi nødt til som samfund at have en åben og ærlig demokratisk debat omkring det”
Nadia Gullestrup
”Oh my God, you girls must be sent by Jesus!”
Tilbage foran døren i en lille by, Fitchburg i Massachusetts, lyder to hule dunk, da min hånd rammer døren. Tankerne flyver gennem hovedet på mig, og jeg frygter lidt at komme til at lyde som en turist, der med min danske accent kan minde om Villy Søvndal med hans ”The ice is melting at the poles”. Vil de lokale overhovedet lytte til en fremmed teenager?
Efter lidt tid smyger en mand sig ud og lyser straks op, da han ser os. Jeg glemmer pludselig den lange tale om demokraternes politik, som vi ellers havde lært på kampagnekontoret og i mangel på bedre, får jeg på usikker danglish spurgt, hvad han tænker om valget.
Vi ender med at have en fantastisk snak med manden, ikke kun om klima, men også om demokrati og polariseringer på tværs af politiske skel. I bagklogskabens lys, er jeg glad for, at jeg glemte talen og spurgte ham, om hvad der er vigtigt i hans liv.
Alt for mange politikere og politisk aktive, som jeg selv, glemmer at spørge. Spørge ind til, hvad der er vigtigt for de mennesker, vi møder. Vi står klar med vores egne visioner og drømme, men glemmer, at det ikke er os selv, som det handler om. Det handler om hele samfundet. Og det handler om demokratisk debat.
Efter snakken viser manden os, hvordan vores historie om at være to danske teenagepiger, der brænder så meget for demokrati, at vi rejser jorden rundt, har givet ham gåsehud. Og med en klar amerikansk accent og et bredt smil udbryder han ”Oh my God, you girls must be sent by Jesus!”
Det er efterhånden nogle år siden nu. Men når amerikanerne endnu engang står overfor et valg, bliver jeg igen mindet om manden fra Fitchburg med det store smil. Han minder mig om, at vi skal huske debatten og respekten for hinanden.
Manden har også inspireret mig til, hvordan jeg bedst kæmper klimakampen. Fra at have været partisoldat og klima- og miljøordfører i et ungdomsparti, er jeg nu DUF ungedelegat til FN for klima- og miljø. Gennem Dansk Ungdoms Fælles (DUF) skal jeg de næste to år være hele den danske ungdoms stemme til FN-topmøder som COP26. Og her vil jeg prioritere debat på tværs af politiske skel for at samle polerne i en ellers polariseret klimadebat.
For lige netop når det kommer til klima, så er det ikke nok at have halvdelen af befolkningen med og vinde et valg i hverken Danmark eller i USA. I denne kamp skal vi have alle med.
Om debattøren:
Nadia Gullestrup er 21 år og ungedelegat til FN for klima- og miljø, hvor hun er valgt gennem Dansk Ungdom Fælledsråd (DUF). Som ungdomsdelegat kommer hun de næste to år til at repræsentere dansk ungdom til forskellige FN-topmøder som fx COP-møderne. Derudover læser hun miljøøkonomi på Københavns Universitet. Hun er tidligere klima- og miljøordfører i Radikal Ungdom.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos KLIMANYT skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til redaktion@klimanyt.dk