Foto: Enhedslisten

Nyvalgt miljøordfører: Nervegift skal væk fra hylderne i supermarkedet

Af Mai Villadsen, MF og miljøordfører, Enhedslisten

DEBAT: Appelsiner, ris og koriander. Umiddelbart helt almindelige og sunde fødevarer der ligger og byder sig til på supermarkedets hylder og som ryger i indkøbskurven, for senere at ende på tallerkenen hjemme hos familien. Men med i kurven kan der også følge en dosis nervegift. I en række fødevarer findes der nemlig rester af sprøjtegiften chlorpyrifos.

Chlorpyrifos virker ved at angribe nervesystemet og blev udviklet som nervegas i Tyskland under Anden Verdenskrig. Senere blev stoffet lanceret af en amerikansk virksomhed som sprøjtemiddel mod insekter. Stoffet blev forbudt at bruge i Danmark til produktion af fødevare i Danmark i 2011, men alligevel importerer vi stadig på livet løs fødevarer, der er produceret ved hjælp af chlorpyrifos. Stoffet er nemlig stadig tilladt at bruge i en lang række EU-lande og lande uden for EU og der findes fx rester af stoffet i hver tredje konventionel produceret appelsin der sælges i Danmark.

Chlorpyrifos er så udbredt, at forskere har målt nedbrydningsprodukter af chlorpyrifos i urinen hos stort set alle testede danskere. Det mener, jeg vi bør tage det dybt alvorligt, når forskerne samtidig fortæller os, at stoffet ikke bare angriber insekternes nervesystem, som stoffet er tiltænkt ved dyrkning af fødevarer, men at rester af stoffet i fødevare også kan påvirke – særligt børn og fostres – hjerner. Og at forskere mistænker stoffet for at kunne medføre ADHD, autisme og giver lavere IQ og udtaler, at det er formentlig så giftigt, at gravide og børn slet ikke kan indtage det uden at tage skade, bør os få til at stoppe op og overveje hvad det er for vanvittigt kemisk eksperiment med befolkningen som prøvekaniner, vi har gang i.

Ny minister skal forholde sig til sagen

Fødevarestyrelsen laver knap 2000 kontroller af de mange hundrede tusinder af lastbiler, fly og skib der hvert år ankommer til Danmark med frugt og grønt til Danmark. Fødevarestyrelsen tjekker i den forbindelse niveauet af sprøjtegifte som f.eks. chlorpyrifos.

En undersøgelse Danwatch har lavet viser, at man i perioden 2016-2018 har registreret 16 fund af chlorpyrifos over grænseværdierne, men kun i ét tilfælde har myndighederne givet en bøde for fund af chlorpyrifos over grænseværdien. Det var i koriander fra Laos, der blev fundet hos en importør i Horsens og bøden var på sølle 7500 kr. Ingen af de andre fund over grænseværdierne har ført til påbud eller bøde hos andre importører.

At der ikke sanktioneres mod fund af stærkt skadelige stoffer i vores fødevare over grænseværdien, mener vi i Enhedslisten er dybt bekymrende og jeg vil få en ny minister til at forholde sig til sagen. Det undergraver fuldstændig troværdigheden til vores kontrolsystem, at fund over grænseværdien ikke fører til sanktioner eller at fødevarerne bliver fjernet og så er det jo direkte, at spille hasard med befolkningens sundhed.

Noget af årsagen kan ligge i at resultaterne af kontrollen først foreligger flere måneder efter at fødevarerne er solgt videre og for længst er spist, men så er selve kontrolsystemet jo simpelthen ikke godt nok. Men jeg mener også, at en ny minister må at forhold sig til hvorvidt det fortsat skal være lovligt at importere fødevare der indeholder rester af nervegift, som er forbudt at bruge i Danmark og som anerkendte forskere mener er uegnet som menneskeføde pga. dets påvirkning af hjernens udvikling hos fostre og børn.

“At der ikke sanktioneres mod fund af stærkt skadelige stoffer i vores fødevare over grænseværdien, mener vi i Enhedslisten er dybt bekymrende og jeg vil få en ny minister til at forholde sig til sagen”

Mai Villadsen, Miljøordfører, Enhedslisten

Tvivlsom godkendelse af stof i EU

Den nye undersøgelse fra Danwatch om sprøjtegiften chlorpyrifos rejser også en kraftigt kritik, af det grundlag som stoffet i dag er godkendt på i EU. Da chlorpyrifos i 2005 sidst blev godkendt i EU, var det producentens (Dow Chemicals) eget studie, som lå til grund for, at sprøjtemidlet blev godkendt og anerkendte forskere kalder i Danwatchs undersøgelse producentens dokumentation for “vildledende” og “grebet ud af luften” og pointere, at der er systematiske fejl i Dows frikendelse af sig selv. Det er særligt dokumentationen omkring stoffets indvirkning på hjernens udvikling som kritiseres kraftigt.

EU står overfor, at skulle revurdere godkendelsen af chlorpyrifos inden for de næste måneder og det vil være en beslutning der vil have stor betydning – også for den danske befolknings sundhed.

Enhedslisten vil bruge sit mandat i EU på at kæmpe for, at agrokemi-giganternes lobbyvirksomhed ikke får held med at få gennemtrumfet en fornyet godkendelse, men at der i stedet lyttes til advarslerne fra de uafhængige forskere og forsigtighedsprincippet anvendes, så vi kan få indført et totalt forbud i EU.

Vi ønsker importforbud

Udover kampen i EU for at få gennemført et total forbud i alle lande, mener vi i Enhedslisten, at en ny dansk miljøminister må indføre et importforbud mod varer produceret med anvendelse af chlorpyrifos. For selvom det skulle lykkedes at få indført et totalforbud i EU vil der forsat være fødevare der importeres fra andre lande uden for EU hvor chlorpyrifos fortsat anvendes i og med at stoffet er godkendt til salg i mere end 100 lande.

” En ny dansk miljøminister må indføre et importforbud mod varer produceret med anvendelse af chlorpyrifos”

Mai Villadsen, Miljøordfører, Enhedslisten

I Enhedslisten mener vi, at man må gribe ind, når en sprøjtegift der er ulovlig i Danmark og som er mistænkt for at kunne medføre ADHD, autisme og lavere IQ hos fostre og børn fx i dag findes i knap en tredjedel af konventionelle citrusfrugter i supermarkedet og at det stort set findes i kroppen hos stort set alle danskere. Det kan vi simpelthen ikke sidde overhørig.

Nogle supermarkeder er gået foran og tester selv sin frugt og grønt for indhold af fx chlorpyrifos og har sat grænseværdier der er langt lavere end de officielle grænseværdier. Fx har COOP sat grænseværdier der ligger på det halve af de officielle grænseværdier. Det mener vi i Enhedslisten er prisværdigt, men det er også et kraftigt signal om, at både myndighedernes kontrol og de officielle grænseværdier er meget langt fra borgernes og detailhandlens syn på hvad der er forsvarligt.

Vi mener, at vi bør tager forskernes advarsler alvorligt og lytte til dem når de siger, at det ikke giver mening at fastsætte en nedre grænseværdi, da vi har at gøre med et så giftigt stof der selv i de laveste målte doser påvirker hjernens udvikling. Derfor mener vi, at Danmark bør – samtidig med vi arbejder for et total forbud i EU – indføre et importforbud mod varer der er produceret med brug af chlorpyrifos.

For vi skal selvfølgelig ikke have appelsiner med nervegift liggende på supermarkedets hylder, hvilket jeg ser frem til at drøfte med en ny miljøminister.

Læs Danwatch undersøgelse

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos KLIMANYT skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til redaktion@klimanyt.dk