- Børnebogsforfatter fokuserer på klima i ny bog - 8. juli 2020
- KLIMANYT lukker – tak fordi du læste med - 7. juli 2020
- Lea Wermelin: 2,9 mio. fugle er forsvundet. Det vil nyt sprøjteforbud nu afhjælpe - 29. juni 2020
Der er stor opbakning blandt danskerne til at fremme bæredygtig udvikling og prioritere cykelområdet – især fordi det er godt for klimaet og sundheden. Det viser en ny undersøgelse, som Megafon har foretaget for Cyklistforbundet. Dog viser tal fra Vejdirektoratet at stadig færre danskere cykler end tilfældet var i 2014.
Megafon har i undersøgelsen Danskerne om cykellandet Danmark spurgt et repræsentativt udsnit af danskere over 18 år om holdninger til et cykelvenligt Danmark.
95 % af deltagerne i undersøgelsen er helt eller overvejende enige i, at Danmark skal arbejde for at fremme bæredygtig udvikling. 84% er helt eller overvejende enige i, at vi i Danmark bør prioritere cyklisme og forblive et cykelland.
Hver fjerde af de cyklister, der ikke cykler så ofte, mener ifølge undersøgelsen, at en el-cykel kunne få dem til at cykle mere. Det tal ligger endnu højere, hvis man spørge de danskere, der bruger bil som primært transportmiddel. Her siger hver tredje bilist, at de ville cykle mere, hvis de havde en el-cykel.
Hvad er de mest afgørende ting i den nye undersøgelse set fra Cyklistforbundets side?
“Det er, at undersøgelsens resultater sender et klart og vigtigt signal til politikerne om, at danskerne ser cyklen som en vigtig del af løsningen, når det handler om at skabe et mere klimavenligt og bæredygtigt samfund. Det er i disse valgtider i den grad værd at mærke sig. Det er også værd at lægge mærke til, at så mange som en fjerdedel af de adspurgte mener, at de med en el-cykel ville cykle mere. Det tal ligger endda endnu højere, hvis man spørger de danskere, der bruger bil som primært transportmiddel. Her siger hver tredje bilist, at de ville cykle mere, hvis de havde en el-cykel. Det er ny viden, som viser relevansen af et tilskud til køb af el-cykel. Det er en ordning, som allerede kører i Sverige, og som vi mener bør indføres herhjemme også”, siger Jane Kofod, kommunikations- og kampagnechef i Cyklistforbundet til KLIMANYT.
Når der i Megafon-undersøgelsen bliver spurgt ind til begrundelser for, hvorfor Danmark bør prioritere cykelområdet, træder tre tydelige årsager frem: 87% mener, at cyklen er god for klima og miljø. 87% mener, at cykler skaber bedre folkesundhed og mindsker de offentlige sundhedsudgifter. 66% mener, at cyklen vil mindske trængslen på vejene og mindske bilkøerne.
Fakta
Jo yngre man er, desto mere mener man, at cyklen kan gøre en positiv forskel for klima og miljø. Det mener 95% af 18-29 årige mod 82% blandt de 40-49 årige.
Signifikant flere i Region Hovedstaden angiver, at cyklen er god for klima og miljø (90%) sammenlignet med gennemsnittet (87%), mens andelen i Region Syddanmark ligger nede på 80%
Kilde: Megafon, Cyklistforbundet
Fald i antallet af cykelture i Danmark
Selvom Danmark i udlandet opfattes som et stærkt cykelland, er fakta dog at færre og færre danskere cykler. Ifølge Vejdirektoratet er cykelandelen af alle ture gennemført af 10-85 årige bosat i Danmark faldet fra cirka 17% i 2014 til cirka 14% i 2018.
Hvorfor tror I at andelen af danskere der cykler, er faldet fra 2014 til 2018?
“Det tror vi, at en række forskellige faktorer bidrager til. Arbejdsmarkeds-mønsteret har ændret sig, så vi har længere til arbejde. Der bliver solgt biler som aldrig før, og mange familier har også bil nummer to. Den offentlige transport forringes, så man tager bilen i stedet for at cykle til tog eller bus. Mange oplever det som utrygt at cykle i den enorme biltrængsel i de store byer. Og de mange skolesammenlægning giver eleverne en længere skolevej end før”, fortæller Jane Kofod.
Men det behøver ikke at forblive sådan. Jane Kofod mener det sagtens kan lade sig gøre at ændre udviklingen, hvis vi som samfund ønsker det.
“Danskerne vil gerne cykle. Næsten fire ud af ti bilister er ifølge en COWI-undersøgelse klar til at cykle mere, hvis bare rammerne er i orden”, siger Jane Kofod.
Cyklen som attraktivt valg
Hvordan – og hvor meget mere – mener I der kan investeres i cyklisme i Danmark fremadrettet blandt andet fra politisk hold?
“Vi har i vores politikoplæg Cykelland Nu foreslået fire konkrete ting, som politikerne i Folketinget bør gøre for at styrke cykelområdet og gøre cyklen til det attraktive transportvalg i flere situationer. Og ja, det er dejligt at cykle. Men cyklen er også en vej frem til at afhjælpe de enorme udfordringer, som vi som samfund har i forhold til klima, trængsel og livsstilsygdomme. For eksempel viser cost-benefit-analyser, der er lavet på sundhedsområdet, at det kan betale sig at investere i cykelfremme, for man får beløbet 26 gange igen i form af sparede sundhedsudgifter”, forklarer Jane Kofod.
Tilskud til elcykler
Cyklistforbundet foreslår ligeledes tilskud til køb af el-cykler. 47% af de beskæftigedes pendlerture er nemlig på ti km eller derunder, og set i det lys er der med el-cyklens større radius ifølge Cyklistforbundet et potentiale for at flytte bilister fra bil til cykel. Derfor foreslår forbundet, at kommunerne langt nemmere end i dag skal kunne indføre 30 km/t-zoner på enkeltstrækninger i byområder og landsbyer, hvor der færdes mange bløde trafikanter fx ved skoler.
“Vi ønsker også at der indføres en skattemæssig fordel for cykelpendlere og endelig en ny statslig cykel pulje på 200 millioner kroner årligt, hvor kommuner kan søge statslig medfinansiering af cykelstier og andre cykelfremmende initiativer. Det vil svare til, at der går 2 kroner til infrastruktur til cykler for hver 100 kroner der går til infrastruktur til biler”, slutter Jane Kofod.