- Naturens gemte virusser - 18. april 2020
- International naturdag med fokus på jordens liv - 4. marts 2020
- Nu skal danskerne have mere viden om naturen - 21. januar 2020
Den globale Corona-nedlukning har betydet en markant nedgang i mængden af luftforurening i verdens storbyer. I København har et 40 procents fald i luftforureningen nu fået sundheds- og omsorgsborgmesteren til at se på hvordan luftforurening kan holdes nede for bedst muligt at beskytte bl.a. byens børn.
KØBENHAVN: Luftforurening fra bl.a. biler er stort problem verden over. WHO anslår at omkring 4.2 millioner mennesker dør hvert år på grund af forurening i luften, og i København viser en rapport fra 2020 at det er omkring 460 mennesker, der hvert år dør for tidligt som resultat af luftforurening.
Nedlukningen af samfundet i forbindelse med COVID-19 har haft en markant positiv effekt på luftforureningen, hvilket er til stor fordel for københavnernes sundhed. Det er især børnene i byen, der vil drage fordel af nedgangen i luftforureningen, da forureningen rammer børn hårdere end voksne.
Genåbning med fokus på ren luft
Sundheds- og omsorgsborgmester i København, Sisse Marie Welling mener at vi med genåbningen af samfundet efter nedlukningen, har mulighed for at tænke nyt og skabe en by med renere luft. Her vil hun bl.a. arbejde med børnelivszoner, som er områder i byen, hvor der færdes mange børn fx ved skoler og daginstitutioner, og hvor en nedgang i luftforureningen vil have stor betydning.
“Børn er primært ude i trafikken om morgenen og om eftermiddagen i myldretiden, når trafikken er værst. På steder, hvor der er mange børn – legepladser, institutioner, biblioteker og andre steder – skal vi finde ud af, hvordan vi kan beskytte børnene, så de bliver udsat for så få af de skadelige partikler som muligt”, siger hun.
Indsatsen mod luftforureningen er undervejs
Før nedlukningen af samfundet var der sat en indsats i gang for at skabe bedre luft i byen, og en ekspertgruppe nåede at fremlægge en række anbefalinger om at reducere de sundhedsmæssige konsekvenser af luftforureningen i København.
“Nu har vi en enestående mulighed for at gøre noget andet, end vi plejer og skabe en by, hvor vores børn ikke bliver syge af den luft, de indånder”
Sisse Marie Welling, sundheds- og omsorgsborgmester, Københavns Kommune
Ved de netop afsluttede økonomiske forhandlinger på rådhuset, blev der forhandlet penge hjem til en analyse af, hvordan byen kan skærme børnene mod luftforureningen samt til en tilbagevendende børnesundhedsprofil der skal sikre, at Københavns Kommune systematisk indsamler data om børns sundhed.
“Vores børn tager ekstra meget skade af luftforureningen, og de får flere skadelige stoffer fra luftforurening ned i lungerne sammenlignet med voksne. Nu har vi en enestående mulighed for at gøre noget andet, end vi plejer og skabe en by, hvor vores børn ikke bliver syge af den luft, de indånder. Derfor skal vi undersøge, hvordan vi kan arbejde med børnelivszoner, så vi kan beskytte børnene mod de skadelige partikler”, siger Sisse Marie Welling i en pressemeddelelse.
Luftforurening kan være grund til mange følgesygdomme, og flere eksperter er bekymret for at konsekvenser af luftforurening gør os mindre modstandsdygtige over luftvejsvirusser, som COVID-19, hvilket kan gøre byerne mere udsatte for potentielle virusudbrud.