Blæst, kulde og tidlige morgentimer holder ikke medlemmerne af Den Grønne Studenterbevægelse tilbage fra trofast at møde op foran Christiansborg hver dag op til Folketingsvalget i kampagnen “10 dages klimastrejke op til folketingsvalget“.
Af Siri Franceshi
Det er tidlig tirsdag morgen og en lille gruppe mennesker sidder og skutter sig i campingstole under en presenning på Christiansborgs Slotsplads. De drikker dampende varm kaffe, spiser morgenbrød og snakker lystigt om dagens program. De unge mennesker udgør en del af Den Grønne Studenterbevægelse som, i samarbejde med Fridays for Future, har arrangeret en 10 dages klimastrejke op til valget.
En historisk begivenhed
Klimakrisen truer den menneskelige eksistens og derfor er det kommende folketingsvalg af helt afgørende betydning, i hvert fald hvis du spørger Den Grønne Studenterbevægelse.
Initiativet er startet af studerende fra forskellige videregående uddannelser, som er gået sammen i kampen om at sætte klima øverst på dagsordenen.
Én af de aktive i bevægelsen, der er mødt op her til morgen, er 24-årige Frederik Baun Christensen, der til dagligt studerer samfundsfag på Københavns Universitet. Frederik er her, fordi det for ham er afgørende, at folketingsvalget bliver et klimavalg:
”Vi strejker her 10 dage op til folketingsvalget for at følge op på de klimainitiativer der tidligere har været (red. Fridays for Futures skoleklimastrejker og Folkets klimamarch) og for at fastholde klimaet på den øverste dagsorden”, siger han.
Med klimastrejken håber Den Grønne Studenterbevægelse at sende et signal til de politikere, der stiller op til valget, om, at klimakrisen er den absolut vigtigste opgave, de har de kommende fire år, hvis de bliver valgt ind.
Tidens største udfordring
En anden der ligeledes er mødt op her til morgen er 24-årige Eske Frydkjær Bentsen, der til dagligt studerer Internationale Studier på RUC. For ham er klimastrejken og engagementet i bevægelsen en måde at imødegå det, han kalder tidens største udfordring på:
”Jeg har længe gået og overvejet, hvordan jeg bedst muligt kunne engagere mig i klimakampen og efter at have afsøgt mulighederne for, hvor jeg kunne blive aktiv, faldt jeg over Den Grønne Studenterbevægelse. Her dukker man bare op til et af mandagsmøderne og så kan man sådan set bare engagere sig som man vil”, fortæller han.
Både Frederik og Eske er begejstrede over den gejst, som de oplever. De fremhæver desuden, hvordan det er fedt at være en del af en studenterbevægelse, da studenterbevægelser historisk set ofte har været med til at rykke noget i samfundene. Det håber de også, at de kommer til:
”Vi håber, at vi kan bidrage til, at vælgerne tænker klima ind som det vigtigste parameter, når de skal sætte deres kryds, og så er det selvfølgelig også vigtigt, at vi efter valget får fulgt op på, at politikerne overholder de løfter, som de kommer med”, siger Frederik Baun Christensen.
Foran Christiansborg er der i hvert fald ingen tvivl om, at kampen fortsætter og at man fra studenternes side vil følge nedtællingen til valget den 5. juni med masser af arrangementer, oplæg og fællessang i deres klimastrejke telt på Slotspladsen.