Dragsted & Burgwald: Grøn vækst er en myte

Af Pelle Dragsted & Jon Burgwald
Grøn omstillingsordfører / klimapolitisk rådgiver, Enhedslisten

DEBAT Med skolestrejker i hele Danmark og verden forsøger de unge desperat at råbe magthaverne op. Det har, med rette, gjort klima til et af de helt store emner for valgkampen.

Desværre har mange politikere tillært sig masser af green speak, men meget lidt realitetssans over for, hvad det rent faktisk kræver at løse klimaproblemet. Der er brug for en indsats, hvis lige vi aldrig har set før. Men også en indsats, der er mulig og som vi stadig har muligheden for at styre.

I stedet for reel klimahandling satser mange politikere – fra Venstre til Socialdemokratiet – på, at forskningen løser klimaproblemet. Henrik Sass Larsen mener, at det vigtigste i klimaindsatsen er forskning i energilagring og Liberal Alliance vil have en forskningspulje i stedet for handlen her og nu.

Det er det samme synspunkt, der ligger til grund for illusionen om grøn vækst, hvor vi skal vækste os ud af problemerne. Det er figenblade, som konstant bruges som argument imod klimatiltag, særligt i landbruget og transporten.

En af de stærkeste fortalere for grøn vækst er den nuværende regering med Lars Løkke Rasmussen og Lars Christian Lilleholt i spidsen. De har i fællesskab nærmest omdannet energi- og klimaministeriet til et eksportfremstød for danske vindmøller i Kina og med internationale initiativer, der skal placere Danmark helt i front på den grønne vækstscene. Problemet er, at det ikke kun er en forsimplet fortælling. Det er en farlig fortælling, der risikerer at sætte vores børn og børnebørns fremtid over styr.

“Væksten driver forbruget. Forbruget driver produktionen. Og produktionen driver CO2-udledningerne i vejret”.

Pelle Dragsted & Jon Burgwald, Enhedslisten

Tidligere på året kom det frem, at de globale CO2-udledninger steg for andet år i træk. På trods af Davos, Paris, EU og uendeligt mange skåltaler, fortsætter vi ikke bare med samme fart mod afgrunden. Nej, i stedet har vi lige givet speederen et ekstra nøk.

Det er der overordnet to grunde til. Den ene er, at det ekstreme vejr medfører et øget behov for at køle og varme. Klimaforandringer avler klimaforandringer og kræver derfor en endnu større indsats.
Den anden grund er, at verdensøkonomien har det godt. Væksten driver forbruget. Forbruget driver produktionen. Og produktionen driver CO2-udledningerne i vejret.

Det er det, som en lang række danske politikere vil forske sig ud af. Fra Socialdemokratiet over Venstre og til Liberal Alliance vil man fortsætte de historiske, eksponentielle vækstrater.

Men i de sidste 30 år har vi allerede oplevet store teknologiske fremskridt. Samtidig har CO2-udledningerne slået alle rekorder. Vindmøller, solceller og energibesparelser har taget kvantespring. Vi er blevet bedre til at bruge og spare på energien og vi er blevet bedre til at producere den. Lige lidt har det hjulpet.

I samme periode har den globale og nationale vækst spist klimaeffekterne af alle de teknologiske fremskridt. Det vil det fortsætte med, hvis vi ikke tager et opgør med væksttanken. Med en eksponentiel vækstrate på 2 procent per år, fordobles den globale økonomi på bare 35 år. Længe inden skal vores CO2-udledninger være i nul.

“Vi udelukker ikke, at der en dag bliver plads til vækst igen, men lige nu prøver verdenssamfundet og den danske regering at løse klimaproblemet inden for et vækstparadigme. Vi skal have et klimaparadigme og så må tiden vise om der er rum til vækst inden for det paradigme”.

Pelle Dragsted & Jon Burgwald, Enhedslisten

Utilstrækkelige CO2-reduktioner

Selv uden væksten har vi travlt. Men hvis vi skal fastholde vækstparadigmet, der for nogle politikere nærmest er et gudsgivent mantra, er opgaven foran os umulig. Et klart eksempel er lige her i Danmark. Regeringen har stillet et mål op om 1 million el- og hybridbiler i 2030. Med den politik, som de fører, er der ikke en jordisk chance for at de når målet, men lad nu det ligge.

Pointen er nemlig, at den samlede bilbestand, på grund af væksten, vil stige fra 2,4 millioner i dag til 3,2 millioner i 2030. Det er 800.000 biler, så selv hvis Lars Løkke Rasmussens grønne skåltale går i opfyldelse, vil der i 2030 kun være 200.000 færre rene diesel- og benzinbiler end der er i dag.
Det er forklaringen på, at selvom Danmarks produktion (men absolut ikke for vores forbrug) er lykkedes med en delvis afkobling fra klimabelastningen, er de danske CO2-reduktioner fuldstændig utilstrækkelige.

Der er brug for, at der er flere, som får mere. Men vi bliver også nødt til at indse, at der også er brug for at der er mange, som får mindre. Verdens 10 procent rigeste står for over 50 procent af udledningerne. Blandt de 10 procent er der mange danskere. Deres forbrug skal også reduceres, ellers får vi ikke bremset klimaforandringerne.

Vi udelukker ikke, at der en dag bliver plads til vækst igen, men lige nu prøver verdenssamfundet og den danske regering at løse klimaproblemet inden for et vækstparadigme. Vi skal have et klimaparadigme og så må tiden vise om der er rum til vækst inden for det paradigme.

Indtil da må livsvilkårene for de svageste løftes gennem omfordeling, ikke vækst. Hvis vi fortsætter med at lade væksten æde klimaindsatsen, vil klimaforandringernes hærgen snart være så store, at væksten og utroligt meget mere vil være væk for altid.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos KLIMANYT skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til redaktion@klimanyt.dk